|
U11 – EURO CUP
For anden gang indenfor 2 måneder skulle 96-1 til Tyskland og spille
indendørs, og denne gang var det til en stor turnering ved Ulm, som strakte
sig over to dage, og udover en masse tyske tophold også havde internationalt
snit.
Vi var naturligvis meget spændte på denne stærkt besatte
invitationsturnering, og glædede os til den efter en ganske fornuftig
optræden ved München sidst i november.
Tidligt fredag morgen var der afrejse fra Brøndby Stadion, og heldigvis
ramte vi Tyskland dagen efter Kyrill, som var blæst hærgende igennem
Vesteuropa, og efter den lange tur (som også bød på en godt gyngende
sejlads) ramte vi Hotel Landhof Meinl, som skulle blive vores base for
weekenden. Et fint fire-stjernet hotel med lækre dobbeltværelser med bad, så
standarden var langt over vandrehjemmets i München. De næste to nætter ville
96-1 komme til at bo som professionelle spillere ”on tour”. Efter
aftensmaden gik drengene så småt til ro på værelserne, mens cheftræneren
ankom efter en oplevelsesrig tur sydpå efter at drengene var lagt i seng.
Den øvrige stab kunne dog informere om en god og planmæssigt forløbet tur
til destinationen, hvilket naturligvis var en glædelig besked.
Lørdag morgen stod den på en overdådig morgenmadsbuffet, og hvis nogen gik
sultne fra bordet var det absolut deres egen skyld. Maden var til UG med
kryds og slange. Herefter kørte vi den korte tur til spillestedet, og efter
en behørig indmarch kunne vi gøre klar til dagens første kamp mod Rapid
Wien.
Kampens niveau var ikke imponerende højt, og lidt uheldigt fik vi sat
østrigerne i gang ved nærmest at forære dem det første mål, og da vi ikke
fik lukket ordentligt af og egentlig heller ikke tilspillede os nogen
nævneværdige målchancer endte kampen 3:0 til Rapid.
Anden kamp var mod de forsvarende mestre fra Hannover 96, der havde indledt
med en 7:0 sejr i deres første opgør. Vores arbejdsindsats på banen var
mangelfuld og vi fandt aldrig melodien. Mod en modstander, der var god, men
dog ikke skræmmende, fik vi måske bedst udstillet forskellen mellem dansk og
tysk indefodbold generelt. Hvor vi hjemme har en tendens til at spille
omstændeligt, skabe relativt få målchancer og brænde mange, så er tyskerne
meget mere direkte og aggressive i deres spil. De jagter det næste mål lige
så ihærdigt, uanset om det er det første eller femte, og uanset forspringets
størrelse, så er de villige til at ofre alt for at forhindre modstanderne i
at score. Og når de afslutter, så gør de det med en kraft og konsekvens, så
målmanden ryger med ind i målet hvis han kommer i vejen for skuddet.
Hannover vandt også denne kamp med 7:0.
Dagens tredje kamp var mod det lokale hold fra Bellenberg, og den skulle
meget gerne kaste en sejr af sig. Vores spil var stadig under niveau, men vi
fik scoret og kom på 1:0. Så begyndte vi at slappe af og lod modstanderne
komme til, hvilket de udnyttede til at udligne. Vi var dog det bedre hold,
og da vi igen satte lidt tempo på, så kom vi også på 2:1. Igen slappede vi
af og var ved at forære det hele væk i sidste minut, hvor vi selv fik
spillet vores modstandere fri foran mål, men de var dog så venlige at
afslutte over overliggeren i alle tilfælde. Havde vi i denne kamp udvist
tysk ihærdighed og konsekvens, så var Bellenberg blevet rundbarberet.
Dagens sidste kamp var mod SSV Ulm, der havde besejret Hannover med 3:1.
Hvis vi ikke tog os sammen ventede der en regulær røvfuld!
Endelig fik vi set noget af det vi ved spillerne står for. Ikke helt
fortjent kom vi hurtigt bagud 2:0, men ALLE kæmpede videre og vi åd os bid
for bid ind på modstandernes mål. Sidste halvdel af kampen dominerede vi
fuldstændig, men vi havde ikke skarpheden og dygtigheden til at omsætte
chancerne til mål (nogle vil mene vi manglede heldet, men i min
fodboldfilosofi spiller vi ikke på held – vi spiller på og efter evner). Vi
fik dermed sluttet dagen af med en kamp og indsats vi kunne være absolut
bekendt. Slutresultatet forblev ved de 2:0.
Eftermiddagen blev brugt til en tur i de lokale forretninger og med at se
fodbold, inden vi efter aftensmaden returnerede til vores hotel, hvor
spillerne efter et kort møde fik tid på egen hånd.
Søndag var morgenproceduren meget lig lørdagens – vi kunne dog sove lidt
længere. Og efter morgenmad var det så tid til at forlade hotellet for
sidste gang, i hvert fald i denne omgang. Der ventede os en kamp mod
Borussia Mönchengladbach, og der skulle en mirakuløs 8:0 sejr til for at
sikre os videre avancement fra puljen.
Kampen blev meget lig lørdagens sidste. Vi leverede en rigtig flot
præstation. Vi manglede den fornødne skarphed i afslutningerne, og vi tabte
2:0. Forskellen lå i, at målene i denne kamp faldt i de sidste, og ikke de
første, minutter. Dermed måtte vi forlade turneringen inden mellemrunden, og
vi fik bl.a. følgeskab af så prominente klubber som Celtic fra Glasgow, West
Bromwich Albion (som dem, der er gamle nok sikkert vil huske fra
sportslørdag) og Hertha BSC Berlin, hvilket naturligvis vidner om
turneringens høje standard.
Det positive, hvis man skal finde det frem, var, at vi kom rimelig tidlig af
sted hjemad, og derfor blev det en dag-tur med bussen hjem i stedet for en
nat-tur. Også turen hjem forløb fint, selvom det blæste godt, både på die
Autobahn og på færgen. En del af køretiden blev fordrevet med syg
trænerhumor og platte vitser, så nu ved mange af drengene bl.a. hvad
forskellen på en tiger og en løve, samt en løve og en tiger er. Hvorfor
nogle kan føle sig lidt usikre eller skræmte, når den står på indendørs
fodbold, fik de også en plausibel forklaring på. Indkvarteringen og
organisationen af stævnet var i en klasse for sig, og for drengene var det
helt sikkert en oplevelse. Samtidig har de (igen) kunne konstatere, at der
er et godt stykke vej til toppen eller cremen af det spillere i årgang 96
kan præstere internationalt, og det er ingen smutveje. Hvis man vil gå hele
den vej, så er der kun en rute, som Krasch og Kos har fortalt en del gange
efterhånden, og den hedder hårdt arbejde. Men husk så også på, at selv den
længste vej kan tilbagelægges ved at tage et skridt ad gangen, og det er det
vi skal. Og uanset hvor små skridt man end tager, så skal man nok nå sit mål
(hvis man har den rette kurs vel at mærke) – man skal bare tage
tilstrækkelig mange skridt!
En vellykket rejse er en returbillet til en erfaring…
|
