Tilbage Næste

Turneringskamp mod AB
 

søndag  den 6 april 2008

 

Forårsturneringen skudt i gang…

Så oprandt endelig dagen, hvor SBUs forårsturnering blev skudt i gang for vores vedkommende. Kampen mod AB hjemme var blevet rykket en uge frem, så vi kom fra start før puljens øvrige hold.
Efter mange gode træningskampe fra begge holds side, tegnede det til en spændende dyst om årets første point. Vejret viste sig fra sin absolut bedre side, så vi så med glæde og spænding frem til mødet med de grønblusede.
Inden kampen snakkede vi kort om hvordan vi gerne ville spille, men også om det naturligvis ville blive en lidt anden kamp end de hidtidige træningskampe – der er nemlig altid en forskel i forhold til dette, når man pludselig spiller om point og der derfor er ”lidt mere på spil”.

Da kampen blev fløjtet i gang, virkede AB’erne mest klar, mens vi ikke sad tæt nok i markeringerne og heller ikke lige fik kommunikeret os til rette på banen og i forhold til hinanden. I det hele taget var det en lidt nervøs start, hvor det bliver til nogle løse chancer og der begås en del fejl. Langsomt kommer vi bedre med i kampen og får lagt et bedre pres, men i det boldbesiddende spil virker vi stadig lidt for febrilske. Det bliver til nogle gennemspillede angreb, men vi mangler lidt ”is i maven” foran AB-målet, hvor målmanden samtidig er en sikker sidste skanse. Langt om længe lykkes det dog at få hul på bylden efter et flot angreb. Inden pausen tager vi os dog en blunder ved et hjørnespark til AB, og så står den 1:1. Dette er stillingen, da dommeren fløjter 1. halvleg af.

I pausen snakker vi om, at vores pres er blevet bedre og vi kommer frem til nogle afslutninger, men vi savner lidt ro og tålmodighed når vi selv er på bolden. Kan vi fastholde det aggressive pres og samtidig stresse os selv mindre i boldbesiddelse, så skal chancerne og målene nok komme.

På en opsnappet tværaflevering kommer AB hurtigt fra anden halvlegs start på 2:1, og i en periode virker drengene igen lidt nervøse og febrilske. De kæmper dog videre og får kort efter udbytte af indsatsen. Igen sætter vi os mere på kampen, men AB er meget farlige i omstillingsspillet og lurer hele tiden på chancer oppe foran og bliver ofte farlige, mens vi også har vores andel af chancer foran deres mål. Det bliver atter AB, som bringer sig foran på et straffespark, hvorefter vores ihærdige indsats igen fører til udligning. Resten af kampen er meget hektisk med muligheder i begge ender. Kampens sidste mål for vi sat ind med omkring fem minutter igen, og dermed trækker vi os sejrrigt ud af kampen, der ender 4:3.

Vi kan efter kampen glæde os over de tre point. Det er en meget lige kamp med store chancer i begge ender, og hvor der bliver givet og taget og spillet i et højt tempo. Som nævnt kommer vi ikke godt nok fra start og får i perioder ikke snakket godt nok sammen på banen og taget ansvar. Vores spil er også mere nervøst og febrilsk end nødvendigt, hvilket medfører en hel del fejl. Det skal dog understreges, at et stærkt spillende AB-hold absolut er med til at gøre det svært for os. De presser os godt og har to stærke spillere i front, som helt sikkert generelt vil blive vanskelige for modstanderholdene at holde over en hel kamp – de gav i hvert fald vores defensiv en del at se til. Uden at man skal læse for meget ud af en kamp, så ser det ud til at blive en stærk og spændende pulje vi er havnet i – og vi er kommet rimeligt fra start.

”det er kun de bedste, som har masser af held…”

– Allan Simonsen (årets spiller i Europa 1977)

Til toppen