|
En lærerig tur…
Igen i år var årgang 96 blevet inviteret til Fürstenfeldbruck ved München,
hvor man også i 2006 deltog i et stærkt og veltilrettelagt indendørsstævne.
Sidst var også 95’erne med, men denne gang rejste vi alene. Af hensyn til
komforten havde vi valgt at tage turen med fly, og de ni udtagen drenge
mødte derfor som aftalt op i Kastrup Lufthavn fredag kl. 7:00, hvorfra turen
i første omgang gik til Düsseldorf. Her var vores videre fly en times tid
forsinket, men vi nåede dog frem til München Lufthavn. Herfra gik det videre
med tog, og efter en times togrejse stod vi af i Fürstenfeldbruck og begav
os de sidste 500 m af turen til fods mod Hotel ”An der Amperbrücke”. Her
blev drengene indkvarteret i gode 3-sengs værelser, mens der var
enkeltværelser til trænere/ledere. Drengene (og vi) fik tid til at finde os
tilrette på værelserne. Herefter var der lidt info fra Kos, inden vi gik en
lille tur for at se den meget hyggelige og charmerende by. Tæt ved hotellet
fandt vi en hyggelig restaurant, hvor aftensmaden blev indtaget, og det lod
til at den absolut faldt i alles smag. Efter det gode måltid tog vi tilbage
på hotellet, hvor der var tid til en kort snak om dagen i morgen,
turneringsregler og forventninger. Næste morgen skulle vi tidligt op, og da
vi alle havde været længe oppe denne dag også, så blev der forholdsvis
tidligt sagt god nat, og snart var der nattero.
Lørdag morgen var der vækning kl. 6:45, og kvart over syv var vi på plads
til at indtage en fin morgenmad, hvor udvalget var begrænset men dog
varieret, så alle fik noget at spise de kunne lide. Herefter var det afgang
til hallen, som lå et godt målmandsudspark fra hvor vi boede. Igen talte vi
lidt om de anderledes regler og den anderledes måde at spille indendørs på i
Tyskland, og så var vi ellers spændte og forventningsfulde til dagens kampe
og modstandere.
I vores første kamp ventede Bayern München, som sidste år vandt turneringen.
Det blev en svær kamp mod en virkelig dygtig modstander. Vi viste faktisk
positive takter i spillet fra felt til felt, men trods forberedelserne, så
var spillet alligevel årsag til et mindre kulturchok for flere af drengene.
Vi gav Bayern tre lidt for nemme mål, men havde da også selv nogle gode
angreb, hvoraf de to blev afsluttet med fine scoringer. Bayern trak sig dog
sikkert sejrrigt ud af kampen med cifrene 6:2. Dermed havde vi på en kamp
formået at score lige så mange mål, som vi gjorde i alle puljekampe
tilsammen året før, og det var positivt. Nu skulle der lukkes bedre af
defensivt i de næste kampe, og vi havde planen klar til hvordan det skulle
gøres.
Anden kamp var mod Rapid Wien, der slog Hertha Berlin i første kamp. Vi var
meget bedre med i kampen, ja jeg synes faktisk vi var et bedre fodboldhold,
men desværre kneb det med udnyttelsesprocenten. Den forblev i denne kamp 0%.
Vi holdt Rapid godt fra farlige chancer, men det lykkedes dem dog at score
en enkelt gang og dermed vinde 1:0. Det var rigtig ærgerligt, for vi havde
som minimum fortjent et uafgjort resultat.
Efter kampen skulle vi indtage dagens frokost, og her havde arrangørerne
virkelig oppet sig i forhold til året før. Vi kom over på en flot kantine,
hvor udvalget var stort, og vigtigst af alt var der plads og madro – sidst
spiste vi jo under ret trange kår i hallen.
I dagens tredje kamp var modstanderne VFL Kirchheim, der havde vundet
kvalifikationsturneringen til stævnet. Vi var også denne gang spillemæssigt
modstanderne overlegne, og det i langt højere grad end mod Rapid. Vi havde
mange chancer, men Kirchheim havde en dygtig målmand. Det lykkedes dog at få
scoret en enkelt gang, og Rasmus havde et ”clean sheet”. Dagens første point
og sejr var hjemme, og vi havde stadig mulighed for at komme til at spille
om de ”spændende” placeringer. Desværre flaskede puljens øvrige resultater
sig ikke optimalt for os, men afgørelsen lå stadig på vores egne fødder.
Kampen mod Fürstenfeldbruck (som vi sidste år lidt ufortjent stort tabte 5:1
til) ville blive en nøglekamp i forhold til en placering i top 4. Vi lagde
fornuftigt ud mod et hold, der endnu ikke havde tabt en eneste kamp. Vi
førte 2:1 og var tæt (skud på overliggeren) på at gøre det til 3:1, men med
godt et minut igen fik FFB udlignet. Til sidst kunne de endda have afgjort
kampen til egen fordel, men vi holdt stand. Med det in mente var det
uafgjorte resultat måske i orden, selvom vi igen viste os som et dygtigere
fodboldhold.
I sidste puljekamp skulle vi have point mod Hertha, som havde vist
skræmmende effektivitet, da de slog Bayern 4:2. Vi vidste at opgaven ville
blive overordentlig vanskelig, men vi ville prøve at spille vores chance. I
første minut fik vi frispark på modstandernes banehalvdel, og mens vores to
forreste skabte forvirring i modstandernes defensiv tog Max et flot løb,
blev spillet fri på kante og bankede bolden i kassen. Ærgerligt at der var
godt ni minutter og ikke ni sekunder tilbage at spille. Hertha lagde massivt
pres på os og vi kæmpede bravt og forsøgte at blive farlige. Med to
scoringer fik de dog bragt sig på 2:1, og vi var nu presset til at score,
mens vi ikke måtte blotte os bagude. Det var svært mod en fysisk stærk
modstander, der også kunne spille fodbold, og da de gjorde det til 3:1
satsede vi hårdt og blev straffet med et kontramål til slutresultatet 4:1.
Nu skulle Bayern slå FFB med 8 mål for at vi kunne avancere fra 4. pladsen –
de vandt kun med 2.
Ligesom sidste år skulle vi dermed spille om 9. til 12. pladsen, selvom vi
havde fået flere point, scoret langt flere mål og været langt tættere på de
andre holds niveau – nogle var vi tilmed bedre end fodboldmæssigt. Også som
sidste år besluttede vi os for at gøre arbejdet ordentligt færdigt og spille
for den 9. plads, som nu var vores bedste mulige placering.
Første placeringskamp var mod FFB II, som vi sidste år slog efter straffe i
kampen om 9. pladsen. Denne gang var vi klart overlegne, så selvom vi slap
trykket lidt fra speederen fik vi vist noget meget seværdig offensiv og
boldbesiddende fodbold (det havde der ikke været plads og tid til i de
øvrige kampe). Selvom sejren kunne være blevet større, så var 4:1 et fint
resultat. I disse ”knald-eller-fald” kampe er det jo rigeligt at vinde med
en enkelt pind, og vi var klar til at spille om 9. pladsen.
Vores sidste modstander skulle findes i kampen mellem Kirchheim og FC
Zürich, og her gjorde Schweizerne kort proces og vandt med sikre 5:1. Lige
som os havde de misset 4. pladsen i puljen på målscore, så også de var
sultne efter at snitte godt af til sidst.
Vi lagde ud i et (lidt for) roligt tempo, men virkede alligevel som det
bedre hold af de to på banen, og nok derfor var jeg meget afslappet, da vi
kom bagud 0:1. Herefter tog vi nemlig fat og spillede Zürich ned. Det blev
til 3:1 i vores favør inden vi atter skruede lidt ned for blusset, og det
var faktisk nok til at lukke modstanderne ind i kampen igen – mere end en
reducering til 3:2 blev det dog ikke til for deres vedkommende. Igen havde
vi sikret os 9. pladsen (forhåbentlig er det ikke hverken ved at blive en
vane eller tradition), men denne gang havde vi spillet langt mere
overbevisende, hvilket dem som kendte os fra året før også tilkendegav.
Igen blev det Bayern, der løb med sejren, og igen stod finalen mellem to
hold fra vores pulje, ligesom tre af top fire holdene var det. Vi havde haft
marginalerne lidt imod os og manglet den fornødne skarphed foran
modstandernes mål. Og igen kunne det tyde lidt på, at vores pulje havde
været lidt stærkere end den anden. Sådan er fodbold, og var vi endt højere i
puljen, så havde andre sikkert ærgret sig over at marginalerne ikke lige
havde været på deres side, så selvom det er lidt bittert må vi bare tage det
med.
Jeg håber, at stævnet også afvikles næste år, og at vi igen bliver inviteret
med. Der er meget at lære af sådan en tur, og det er jeg ikke i tvivl om at
drengene har gjort. At blive matchet mod de dygtigste viser også hvor vi har
vores styrker og svagheder og hvad vi skal arbejde med, og det er næsten det
hele værd. Drengenes spil var også med til at skabe nogle spændende
kontakter, og dem håber jeg vi kan få glæde af i forholdsvis nær fremtid –
meget tyder på det!
Efter en pompøs præmieoverrækkelse tog vi turen tilbage til hotellet, hvor
det var tid til et velfortjent bad, inden vi tog ud for at hygge os omkring
et lækkert aftenmåltid. Det var en flok MEGET trætte drenge, der herefter
vendte tilbage til hotellet, og nogle nåede vist knap at ramme puden inden
de sov.
Søndag kunne vi sove noget længere og stod op så vi nåede at få morgenmad
mens der stadig var servering. Herefter pakkede vi det sidste og gik forbi
hallen for lige at sige et sidste farvel til arrangørerne og tak for et godt
stævne. Herefter tog vi toget til München Lufthavn, hvor vi checkede bagagen
ind, inden der blev lidt tid på egen hånd i det nærliggende center. En time
før flyafgang gik vi gennem sikkerhedskontrollen, og så gik det via
Düsseldorf hjem mod Kastrup Lufthavn. Denne gang gik turen uden
forsinkelser, og da vi havde fået udleveret bagagen kunne drengene komme ud
og blive modtaget af deres forældre. Jeg er sikker på, at de også denne nat
sov rigtig godt – trætte men en FED fodboldoplevelse rigere!
"Jeg tror fuldt og fast på, at hvis det andet hold scorer først bliver du
nødt til at score to gange for at vinde."
- Howard Wilkinson om kampstrategi
|
