|
Fra et til tre point på et
lille kvarter…
Efter en komfortabel sejr i første turneringskamp mod Birkerød, stod vi i
anden kamp overfor Allerød på deres bane. Allerød havde vi mødt og tabt til
i forårsturneringen, og der var derfor mulighed for at få ”revanche”.
Vi var ude af omklædningsrummet i god tid inden kampstart og gik ud til
banen, hvor vi kunne konstatere, at vi hjemme i Brøndby skal være glade for
de baneforhold vi har. Den skolebane, som skulle lægge græs til kampen, lod
en del tilbage at ønske, men forholdene var jo ens for begge hold. Med
banens beskaffenhed for øje talte vi om hvor vigtigt det ville blive at
holde høj koncentration og kvalitet i vores boldomgang, for vi skulle stadig
ud og forsøge at spille fodbold som vi gerne vil – evt. med de justeringer
forholdene ville kræve.
Kampen blev fløjtet i gang, og det blev mindst lige så vanskeligt som
forventet at få spillet til at flyde på den svære bane. Da vi samtidig alt
for ofte valgte de svære løsninger frem for de nemme, så gjorde vi det
absolut ikke lettere for os selv. Allerød forsøgte også denne gang med lange
bolde op mod deres hurtige angriber, og efter knap ti minutter kunne de
bringe sig på 1:0. Det skal siges, at vi producerede en hel del chancer, men
dels stod Allerøds keeper en fremragende kamp, og dels manglede vi skarphed
i afslutningerne. Til trods for Allerøds føringsmål fortsatte vi det
fremadrettede spil og kom stadig til gode chancer, hvoraf det på den ene
lykkedes Stær at bringe balance i regnskabet til 1:1. Denne stilling holdt
halvlegen ud, og efter spil og chancer synes jeg Allerød nok kunne være mest
tilfreds med det.
I pausen snakkede vi om at højne kvaliteten i vores boldomgang, bevæge os
mere for hinanden og være mere konsekvente foran eget, men især også
modstandernes mål.
Vi lagde meget fornuftigt ud i anden halvleg, men til trods for at vi
producerede en del chancer, så udeblev målene. Tålmodigt fortsatte drengene
dog med at spille bolden fornuftigt rundt efter omstændighederne, mens
Allerød hele tiden lurede på kontramuligheden. Vi gav dog ikke meget væk, og
efter 18 minutters spil i anden halvleg blev vores tålmodighed belønnet, da
Simon gjorde det til 2:1 i vores favør. Minuttet efter bragte Smartie os
foran med 3:1. Vi sad nu sikkert på kampen, og vores spil var væsentligt
bedre end i første halvleg. Vi havde mere bevægelse, var sikrere i vores
boldomgang og skarpere i begge ender af banen. Med godt fem minutter igen
blev det til 4:1 ved Nicklas, inden Lucas fire minutter senere definitivt
lukkede kampen med sin scoring til 5:1. I kampens sidste minut fik Allerød
pyntet lidt på resultatet, da de satte kampens sidste scoring ind til
slutresultatet 5:2 (eller 2:5 for dem der mener at hjemmeholdet bør nævnes
først).
På en god anden halvleg synes jeg vi fik vist – både spille- og
resultatmæssigt – den forskel, som der i denne kamp var på de to hold, så
næste gang vi mødes bliver det med Allerød som det hold, der har ”revanchen”
til gode.
Og til sidst et citat, som passer meget godt på dagens kamp:
Bolden er det springende punkt…
- Dettmar Cramer |