|
Forårets sidste
turneringskamp…
Fredag d. 22. juni skulle 96-1 spille forårets sidste turneringskamp, og
modstanderen på hjemmebane var Greve. Resultaterne i puljen havde flasket
sig således, at vi inden sidste kamp kunne ende på alt mellem 1. og 5.
pladsen i puljen, hvilket jo vidner om at det var tæt i toppen. En sejr på
mindst tre mål ville give os puljesejren, mens en sejr på mindre end dette
ville kaste andenpladsen af sig. Uafgjort var nok til 3. pladsen, mens et
nederlag ville sende os på 4. eller 5. pladsen, så selvom vi efter
nederlagene til Farum og Allerød anså chancen for at blive puljevinder for
at være passé, så var muligheden stadig indenfor rækkevidde.
I oplægget snakkede vi lidt om ”den nye” situation, efter Farums pointtab,
og vi skulle derfor prøve at spille vores chance. Samtidig snakkede vi om
vigtigheden af at spille tålmodigt og kontrolleret, så vi holdt Greve fra
chancer og forsøgte at sætte os på kampen. Den nemmeste måde at vinde med
tre mål på, er at holde modstanderne fra at score, for så kan man selv
”nøjes” med kun at score netop 3 gange. For at kontrollere kampen skulle vi
lukke godt af defensivt og bevæge os for hinanden, så vi kunne skabe de
nødvendige chancer og forhåbentlig score nogle mål. Samtidig vidste vi også,
at Greve med en sejr kunne rykke forbi os i tabellen og sikre sig 3. pladsen
i puljen, så de var helt sikkert også opsatte på at få et godt resultat.
Det var også Greve, der startede kampen bedst og tilspillede sig nogle løse
chancer. Vi sad ikke tæt nok i markeringerne og lavede rigtig mange fejl i
pasningsspillet. Samtidig bevægede vi os ikke nok for hinanden, og hver gang
vi erobrede bolden, så stormede alle frem ad banen, så boldholder ikke havde
andre muligheder end at losse bolden frem ad banen og håbe på det bedste.
Vores boldomgang var også alt for langsom.
Efter noget tid begyndte der i glimt at vise sig noget, som kunne minde om
hurtigt og intelligent spil med rimelige pasninger, og det kastede et par
løse chancer af sig. Kampen bølgede nu frem og tilbage, og det var os, som
kom først på tavlen, da Lasse flot sparkede bolden i nettet efter et
hjørnespark. Målet gav dog ikke ro i spillet, og det lignede mest en gang
indianerfodbold præget af tilfældigheder.
Kort inden pausen fik Greve lidt heldigt udlignet, men vurderet ud fra spil
og chancer var det absolut ikke ufortjent.
I pausen måtte vi minde drengene om, hvad der havde været vores oplæg, og
hvad der skulle til for at kunne føre det ud i livet. Vi skulle bevæge os
mere for hinanden, sidde tættere på modstanderne og være mere tålmodige og
omhyggelige i vores spil.
Anden halvleg blev faktisk noget bedre fra vores side, og vi havde nu bedre
fat i spillet, mens Greve mere var henvist til (eller satsede på)
kontramulighederne. Vi havde faktisk en del gennemspillede angreb, og mindst
2-3 af dem burde have resulteret i scoringer, men sådan skulle det ikke gå i
dag. Herudover havde vi et par rimelige chancer. I den anden ende havde
Greve en stor chance, som Mathias flot fik reddet, og herudover havde de
yderligere 1-2 chancer, der var knap så store, så det lykkedes os også
rimelig godt at holde dem fra fadet i denne periode. Der blev dog ikke
scoret i kampens anden halvdel, og dermed blev slutresultatet 1:1, og det
resulterede i en 3. plads i puljen, hvor Farum endte øverst, mens Rosenhøj
(tabte kun til os i forårsrunden) tog sig af 2. pladsen.
Fodbold spillers som nævnt fra hovedet (omtanke), gennem hjertet (vilje) og
ned i fødderne (udførsel), og selvom viljen var der hos drengene i dag, så
manglede vi omtanke og kvalitet i det vi foretog os på banen. Overordnet set
har foråret dog været godkendt, og vi ved hvad der skal arbejdes videre med,
så især bundniveauet kan hæves, for her kan vi helt sikkert hente en del.
Husk altid, at din egen beslutning om at opnå succes er vigtigere end
nogen anden..
|