|
Inde-SM – indledende runde
Søndag d. 10. december var drengene fra 96-1 i Hagested for at spille
indledende runde ved inde-SM. Vi havde tilmeldt to hold i A-rækken, hvoraf
det ene var suppleret med to spillere fra 96-2.
Hold 1 var først i ilden, og det blev til pointdeling med Vallensbæk i
første kamp, der endte 1:1. Dermed var vi både point- og scoringsmæssigt på
tavlen.
Anden kamp var mod Albertslund IF, og her fik vi udnyttet langt flere af
vores chancer end i første kamp, ligesom vi fik lukket bedre af defensivt.
Det udmøntede sig i en sikker sejr på 5:0.
Modstanderne i tredje kamp var Himmelev-Veddelev, som blev de første til at
besejre os. Hos os var skarpheden forsvundet, mens HVB var langt mere
effektive foran mål. Det gav dem en sejr på 4:2, og de gik også gennem
indledende runde med fire sejre ud af fire mulige.
Sidste kamp var mod SB 50 fra Ishøj, og de fik tilføjet os dagens andet
nederlag, idet de besejrede os 3:1.
Generelt savnede vi stabilitet og gav for meget væk defensivt, ligesom vi
savnede noget skarphed foran modstandernes mål, men de fire point fra dagens
to første kampe rakte til en tredjeplads, som gav adgang til A-mellemrunden.
Her skal vi tage kampen op enten d. 6. januar i Taastrup eller d. 7. januar
i Strøby.
Hold 2’s pulje blev afviklet direkte i forlængelse af hold 1’s, og her var
første modstander Rosenhøj. Vi spillede langt fra op til det drengene kan
præstere og måtte se os slået 4:1. Scoringsmæssigt var vi dog kommet på
tavlen.
Anden kamp var mod Albertslund, og her blev det til et knebent 3:2 nederlag
i en meget mere lige – og fra vores side velspillet – kamp. Vi havde faktisk
muligheden for at løbe med sejren eller det ene point, men det blev AIF, der
i sidste ende trak det længste strå. Spillemæssigt var der dog klar
fremgang.
I tredje kamp besejrede vi Taastrup FC med cifrene 3:2 i en kamp, der blev
mere jævnbyrdig end nødvendigt.
I sidste kamp var modstanderen Hvidebæk, og denne kamp afgjorde 3. pladsen.
Vi kom foran 1:0, men gik siden hen helt i stå, så Hvidebæk fik spillet en
klar sejr på 5:1 i hus. Dette betød at vi måtte nøjes med 4. pladsen i
puljen, og dermed deltagelse i B-mellemrunden d. 14. januar i Jyllinge,
eftersom vi ikke var blandt de to bedste firer, som sikrede sig adgang til
A-mellemrunden.
Holdets præstationer svingede meget undervejs, og da det for alvor gjaldt i
sidste puljekamp stod vi desværre af mentalt. Der blev dog også vist takter
som holdet og spillerne kan bygge videre på.
Det bliver spændende at se, om mellemrunderne bliver sidste stop for de to
hold, eller om et eller begge formår at kvalificere sig videre til
finalestævnerne. Muligheden er der, og derfor vil vi naturligvis forfølge
den – så må vi se hvor langt evnerne rækker…
Spørg ikke hvad holdet kan gøre for dig, men
hvad du kan gøre for holdet!!!
|