|
|
|
SBU turneringskamp mod Farum |
|
tirsdag den 22. maj 2007 |
|
|
|
|
|
Topkamp blev ikke topbrag… Efter fire sejre i streg var der dømt topkamp i Farum tirsdag d. 22. maj. Også Farum havde nemlig fået fuldt udbytte af deres kampe. Jeg så frem til kampen med spænding og glæde, og håbede at vi kunne genfinde det gode spil efter en spillemæssigt mindre vellykket kamp mod Solrød. Vi var i Farum i god tid, og til trods for lidt problemer med omklædningsfaciliteterne, så lykkedes det os alligevel at komme ud på banen i god tid før kampstart. Under selve opvarmningen virkede spillerne også meget klar på den forestående opgave. Da dommeren fløjtede kampen i gang, var det til gengæld som, at paratheden forsvandt. Vi virkede ukoncentrerede og vores spil var meget rodet. Der var ikke rigtig nogen, der tog ansvar, og alt for ofte endte vores afleveringer i fødderne på modstanderne, ligesom løbevilligheden både offensivt og defensivt lod meget tilbage at ønske. Som spillet formede sig, var det ikke uventet, at vi med en fejlaflevering fik spillet en modstander fri i løb mod vores mål, og så stod den 1:0. I de første tyve minutter havde vi på intet tidspunkt to sammenhængende afleveringer - og det mod et hold, der på dagen hverken virkede stærkere end AIF eller Solrød - og derfor var vi bagud med 3:0, inden vi begyndte at melde os en smule ind i kampen. Inden pausen havde vi 10 godkendte minutter, og her fik vi da også reduceret til 1:3. I pausen fik drengene at vide, at overordnet set var indsatsen absolut ikke godkendt, men kunne vi fortsætte 2. halvleg, hvor vi slap i første, så var mulighederne absolut til stede for at komme tilbage i kampen. Vi startede faktisk anden halvleg rimeligt, og havde også chancerne for at reducere yderligere, men netop efter en brændt chance løb Farum ret ubesværet ned og gjorde det til 4:1. Herefter blev det svært, og selvom vi spillede bedre end i første halvleg, så kunne Farum trække sig tilbage på banen og spille mere på kontra, mens vi var nød til at satse. Vi havde da også flere store chancer, men i dag fik vi ikke gjort tingene færdig. Det blev til et enkelt mål mere fra vores side, mens Farum scorede endnu to, og kampen endte dermed 6:2 i deres favør. Farums sejr var fuldt fortjent, for på dagen var de det bedste hold, mens vi viste nogle af de ”symptomer” holdet ofte har døjet med, nemlig at vi har det svært mentalt når det ”snerper” til. Hvis man vil være topspiller, så skal man ganske enkelt være klar både fysisk og mentalt til at spille topkampe, så her er helt klart et område vi må arbejde videre med, for i dag stod vi af ”oppe i hovederne”, og det er nu engang hovedet, som skal fortælle kroppen og fødderne hvad de skal gøre. Jeg savnede også noget ihærdighed og vildskab fra spillerne, for jeg ved fra vores weekend i Nørhalne (kampen mod brasserne), at de besidder det, og at de magter at kæmpe og slås for sagen. Vi kan sagtens give spillerne ”råt kød” før kampene, men hvis de ikke har det i sig, hvis de ikke kan sætte sig selv op til disse kampe, så bliver det svært at nå helt til tops. For at vende tilbage til dagens kamp, så vil jeg mene, at havde vi været klar fra start og vist det spil vi trods alt i perioder viste, så var kampen helt sikkert blevet en anden, og så havde vi næppe skulle spille op ad så stejl en bakke, og det synes jeg spillerne skal tage med sig til næste gang de står i en lignende situation. Det er ikke fordi ting er vanskelige, at vi ikke tør, det er fordi vi ikke tør, at ting er vanskelige… |
| Til toppen |