Tilbage Næste

Fantastiske Fire
 

lørdag  den 7. april 2007

 

”Fantastiske fire”…

Forårets første ”fantastiske fire”: forrygende flot fodbold, fænomenale frispilninger, fremragende forsvarsspil, førsteklasses feberredninger, fantastiske førsteberøringer, finurlige finesser, frække finter, forbavsende få fejl, fin fight, feststemte, fanatiske forældre, fornøjede fodboldtrænere. Fuldført fair fodbold. Femogtredive fandenivoldske fodboldekvilibrister fremtryllede formiddagens fedeste fodboldoplevelse - for fanden!!!

Lad det med det samme være sagt, at dette ikke er et kampreferat i traditionel forstand, men min beskrivelse af oplevelsen af vores ”fantastiske fire” fodbolddag.

Inspireret af lignende arrangementer med 94-1 havde trænerteamet på 96-1 valgt at tage initiativ til en ”fantastiske fire” fodbolddag i påsken. Vores oprindelige idé var at invitere 3 hold (fra tre forskellige klubber) i årgang 96 til et kombineret 7v7 og 4v4 ”stævne”. Vi kom dog på et tidligt tidspunkt til at lufte idéen for André, og han mente naturligvis straks at dette var noget 97-1 også skulle deltage i, da det ville passe fint ind i deres træningslejr. Den var vi med på, så vi inviterede et hold i årgang 96, Karlslunde, mens André udså sig BSV som den sidste deltager. De stillede med et blandet årgang 96-97 hold.

Vi startede dagen med 7v7, hvor alle mødte alle i kampe af 2 * 15 minutters varighed. Der blæste en ret kraftig og kold vind, men drengene nød tilsyneladende at være kommet på græs, for vi blev vidner til ganske velspillede kampe. Der blev ikke spillet om trofæer, og måske netop derfor fik fodboldspillet virkelig lov til at være i højsædet, men der skal dog heller ikke herske nogen tvivl om at alle hold gik på banen med en indstilling og et ønske om at vinde samtlige kampe, og også derfor blev vi vidner til en masse flot og offensiv fodbold. Jeg synes det er en rigtig god cocktail, når man kan kombinere viljen til at vinde med modet til at turde satse og tabe. Jeg er helt sikker på at det giver bedre fodbold på et højere niveau, når man med offensivt spil forsøger at tilspille sig sejren, frem for at man pakker sig ned foran eget mål i håbet om at undgå nederlaget.

Efter tre gode kampe til alle fire hold var det tid til at indtage frokost i klubhuset, hvor Knudsen diskede op med lækker pastasalat med kylling. Og der var cola til at skylle retten ned med.

Efter frokost tog en flok trætte 97-1 spillere hjem, mens BSV, KIF og 96-1 gjorde klar til 4v4 kampene. Spillerne fik læst reglerne op, og så blev der trukket lod om de seks hold, som igen skulle dyste alle mod alle, men denne gang med få spillere på små baner til små mål. Her blev vi vidner til fejende flot fodbold på et højt teknisk niveau, og det var virkelig tydeligt, at der på alle holdene er mange dygtige fodboldspillere. Drengene både spillede og dømte kampene af 7 minutters varighed, og det var en fornøjelse at se hvor fair og retfærdige de var. Samtidig stod det ganske klart, at drengene nød denne form for fodbold, hvor man næsten konstant er i boldberøring og får lov at drible og udfordre. Der var masser af flot spil og rigtig mange mand-mand dueller, ligesom der blev scoret mange flotte mål på både nært og fjernere hold, selvom målene vitterligt var små. Det skal hertil siges, at der blev spillet uden målmænd (eller rettere: målmændene fra de tre klubber var i dette spil forvandlet til markspillere). At drengene var glade for arrangementet skinnede tydeligt igennem, da de efter mange timers fodbold og sidste fløjt stadig ville spille mere.

Jeg kan kun sige, at vi virkelig nød dagen, og jeg håber at alle har fået en fed fodboldoplevelse ud af det. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi afvikler et sådant arrangement.

Vinden og bølgerne er altid på de dygtigste navigatørers side..



 
Til toppen