Et skridt ad gangen…
Inden Kim og jeg
overhovedet havde nået at ”overtage” 96-1 fra Allan, Dennis og Manse, skulle
vi over den svære hurdle at udtage 9 drenge til en stærkt besat
indendørsturnering i Fürstenfeldbruck ved München i Tyskland. Dette blev
gjort kort efter at holdet havde spillet en forrygende 11 mands kamp mod B
1913 på bane 9, og så kunne spillerne ellers gå på ferie og forberede sig på
at rykke op i lilleputafdelingen.
Efter en kort fodboldpause gik vi så i gang med fodboldtræningen i
Brøndbyhallen og udendørs (dog i meget begrænset omfang grundet bane- og
lysforhold). Det nåede kun at blive til enkelte træningspas inden afrejsen
fredag morgen d. 24. november fra Brøndby Stadion, så et helt indgående
kendskab til den enkelte spillers færdigheder havde vi endnu ikke fået. Kun
den sidste, korte træning om onsdagen blev benyttet til at instruere
spillerne lidt i hvordan vi gerne ville spille i Tyskland. Der blev i løbet
af en halv times tid arbejdet godt på sagen med stor vilje, ildhu og
tålmodighed.
Fredag morgen var det så 9 lettere morgentrætte drenge, der blev afleveret
ved bussen af deres forældre (hvoraf nogle skulle med på turen). Vi havde
tidligere holdt spillermøde, så alle drenge var klar over vores
forventninger til dem under turen, og derfor blev det blot til en kort
reminder inden vi steg ombord i den ventende bus fra JH Busser. Her tog
Helle og Flemming venligt imod os og gennemgik kort reglerne for opførsel i
bussen, og så gik det ellers derudaf mod først færgen mellem Gedser og
Rostock, hvor drengene fik stillet shoppetrangen i supermarkedet, så der var
provianteret rigeligt til det lange træk fra Rostock til München. Undervejs
blev der holdt nogle pauser så vi kunne strække benene og trække lidt frisk
luft, og under sidste stop inden vandrehjemmet i München blev det til en
omgang rigtig stævne-aftensmad, da vi fik spaghetti bolognese.
Det første tydelige tegn på at vi var ved at være fremme var en smukt oplyst
Allianz Arena, der tog sig imponerende flot ud i 1860 Münchens blå farve.
Herefter gik der ikke lang tid inden vi nåede det foreløbige mål på turen.
Det var blevet sent, og eftersom vi havde været tidligt oppe og skulle det
igen i morgen, så gik drengene til ro på værelserne lige så snart de var
blevet indkvarteret. Fester, Kim og jeg gik også snart til køjs, men vi
nåede dog lige at snakke om hvor godt den lange bustur var gået. Drengene
havde virkelig opført sig flot og vi var derfor sikre på, at der ventede os
en god og spændende lørdag med store sportslige udfordringer. Vi glædede os
mildest talt som små børn til juleaften.
Efter vækning lørdag og et godt morgenmåltid kørte vi de ca. 25 km fra
vandrehjemmet til hallen i Fürstenfeldbruck, hvor vi i åbningskampen skulle
møde Tennis Borussia Berlin. Det blev lige så svært som vi havde forventet,
og da drengene også lige skulle vende sig til nye, uvante regler og en helt
anden form for indendørs fodbold end vi kender hjemmefra, blev det til et
nederlag på 0:3. Under den efterfølgende korte snak fik vi justeret lidt og
talt om hvordan vi tålmodigt måtte arbejde for at få spillemæssig fremgang i
den kommende kamp. Drengene virkede tændte til den næste opgave og opsatte
på at gøre en bedre figur.
Anden kamp var mod FC Aarau fra Schweiz, hvor det lykkedes os at komme på
tavlen scoringsmæssigt samtidig med at der var tydelig fremgang i spillet.
Det rakte dog ikke til mere end endnu et nederlag – denne gang på 1:4.
I den tredje kamp var modstanderen Stuttgarter Kickers, som havde vist
stærkt spil i deres to første kampe. 96-1 mandede sig dog virkelig op og var
langt hen ad vejen spillemæssigt helt med. Først mod kampens slutning fik
Stuttgart afgjort kampen til deres fordel og kunne trække sig sejrrigt ud af
opgøret med 2:0. Igen havde vores drenge dog vist fremgang og havde
efterhånden godt greb om spillet, og igen var det tydeligt at de gik fra
banen med en fornemmelse af at der – nederlaget til trods – igen var blevet
bygget et lag på det vi hidtil havde lært og præsteret, så der var ingen
sure eller skuffede miner.
Næste kamp var mod det lokale hold, og her kom vi atter scoringsmæssigt på
tavlen, og selvom værternes sejr var fortjent, så var cifrene 5:1 misvisende
for kampens forløb. Dog blev vores største (og måske eneste) problem atter
udstillet: vi var ikke dygtige nok til at score på vores chancer, og her må
vi sige at de tyske (og øvrige) hold var virkelig effektive.
I den sidste puljekamp stod vi overfor selveste Bayern München, og igen
leverede drengene en sand mandfolkepræstation, men Bayerns sejr på 3:0 kunne
der ikke indvendes noget imod. De havde et fantastisk stærkt kollektiv
krydret med et par profiler, der på egen hånd kunne afgøre kampene.
Med 6. pladsen i puljen skulle vi spille om placeringerne fra 9 til 12, og i
første placeringskamp skulle vi møde Red Bulls Salzburg, der var blevet
femmer i pulje B.
Inden kampen talte vi kort med drengene om at vi havde lært en masse og vist
fremgang fra kamp til kamp, så nu skulle vi give den en ekstra skalle og gå
efter 9. pladsen, som var det højeste vi kunne opnå fra det nuværende
udgangspunkt. Nu skulle vi ud og vise alt det vi havde lært og slutte dagen
af med manér, så vi kunne forlade hallen med oprejst pande og en god portion
stolthed, for selvom vi højest kunne opnå 9. pladsen, så havde vi på en
enkelt dag lært helt fantastisk meget, som vil komme hver enkelt spiller til
gavn under deres videre udvikling som fodboldspillere.
Det var en flok tændte drenge, der gik ud til den første placeringskamp, og
hver især var de indstillet på at kæmpe og spille det bedste de havde lært i
forsøget på at nå 9. pladsen, og det alene er megen ære og respekt værd. Det
er netop de dyder og den indstilling som på sigt kan bringe dem langt.
Denne gang fik vi fuldt udbytte af indsatsen og slog Salzburg 3:0 uden at
ryste på foden. Det næste (og næstsidste) lille skridt var taget. Vi havde
kæmpet hårdt defensivt for at holde modstanderne fra chancer, og vi var
kreative og målrettede i vores offensiv og fokuseret på at putte bolden i
kassen når chancen bød sig. Og det er i bund og grund hvad fodbold handler
om, hvis man skal koge det helt ned. Og igen udviste vi stor holdånd og høj
moral. Vi var klar til at tage dagens sidste skridt i kampen om 9. pladsen.
Dagens sidste kamp skulle stå mod det lokale hold 2, så der var garanti for
en fantastisk stemning og lydkulisse, hvor vi igen kunne regne med fuld
support fra 95-1, mens resten af hallen nok ville have en anden favorit.
Vi lagde sikkert fra land og fik bragt os på 2:0 i kampen, men da
Fürstenfeldbruck fik reduceret til 2:1 gik der lidt gummiben i den og
pludselig stod den 2:2. Vi fik dog rejst os igen og kæmpet os ind i kampen i
slutfasen, og da der ikke faldt yderligere scoringer måtte vi ud i en
afgørelse på straffespark.
Vi fik hurtigt udpeget de fem skytter og en rækkefølge, og så kunne de
ellers bare komme an! En efter en scorede vores drenge usvigelig sikkert,
mens modstanderne halsede efter, da de havde brændt deres første forsøg, og
da vores fjerde skytte koldblodigt hamrede kuglen i kassen var 9. pladsen
hjemme (SCF II havde brændt yderligere et af deres forsøg). Det var virkelig
flot gået af drengene, og som flere forældre var inde på, så kunne det have
været ”sjovt” at have haft kampene på video og se den fremgang der var sket
i dagens løb. De to sidste kampe viste at holdet besidder en enorm vilje og
fantastisk moral. Alle drengene gav alt hvad de havde i sig for at opnå
dette resultat, og det skal blive spændende at se, om vi kan bygge videre på
det vi har skabt og lært, når vi i januar atter skal til Tyskland og spille
indendørs.
Finalen stod mellem to hold fra vores pulje, nemlig Bayern og Stuttgart, og
her sejrede Bayern sikkert 3:0. Af de 4 bedst placerede hold var de tre fra
vores pulje. Det sætter også vores præstation lidt i perspektiv.
Efter den flotte afslutningsceremoni og præmieoverrækkelse kunne en flok
trætte drenge og trænere/ledere tage tilbage til vandrehjemmet. Her fik
drengene tid til at tage et bad og fordøje dagens oplevelser inden vi gik ud
og fik aftensmad på en meget hyggelig italiensk restaurant. Også her
imponerede drengene os med deres flotte opførsel. 19 drenge samlet på en
lille restaurant efter to så lange dage havde jeg aldrig forestillet mig
kunne foregå så fredeligt og velopdragent. Også her overraskede i jeres nye
trænere positivt!
Søndag var det så 96-1, der fik rollen som heppekor mens 95’erne spillede.
Også denne opgave løste de flot. I pauserne mellem kampene fandt de også tid
til at rydde tombolaen for mange flotte gevinster. Efter en lang dag på
tribunerne var vi klar til weekendens sidste opgave – hjemturen. Også den
forløb fint selvom vi måtte justere lidt på ruten, da der ikke var plads på
færgen fra Rostock, så hjemturen kom til at foregå over Puttgarden - Rødby.
Jeg tror det var en flok trætte men tilfredse og glade drenge vi fik
afleveret til forældrene ved Brøndby Stadion mandag morgen, og helt sikkert
var de blevet en stor og lærerig oplevelse rigere.
Selv den længste rejse begynder med det første
skridt…
|
