Tilbage Næste

 

 

Vores ønske er, at spillerne på 96-1 i 2007 skal fortsætte deres fodboldmæssige udvikling. Fra sæsonens start er der i træningen blevet lagt vægt på koordination, teknisk træning og mand-mand situationer. Målet er at spillerne skal kunne udføre fodboldtekniske detaljer hurtigere og bedre, og dermed blive dygtigere i en-mod-en situationer – både offensivt og defensivt. Samtidig arbejdes der meget med spillernes træningsparathed, da det er en vigtig forudsætning for den videre læring.

Temaerne går igen i hver træning, som hidtil har været ”opbygget” af tre moduler:

løbeskoling og koordination, hvor der trænes balance, koordination af arme og ben, afsæt etc., som skal gøre spillerne hurtigere både på de første meter, men også ved længere løb. Altså en generel optimering af deres løb. Det skal understreges, at der er tale om koordinationstræning og løbeskoling - ikke løbetræning

teknisk træning, hvor der trænes driblinger, finter, vendinger og boldkontrol generelt – hovedsageligt med ingen, passiv eller let modstand. Dette skal dygtiggøre spillerne i at beherske bolden (gerne i højt tempo) og give dem værktøjer til spillet på banen, så de bliver dygtigere mand-mand

spil, 1:1, 2:2, 3:3 etc. med og uden mål, hvor spillerne kan prøve deres færdigheder af i spil og spillignende situationer

herudover vil vi arbejde en hel del med afslutninger, da evnen til at score mål nu engang er temmelig afgørende i fodbold.

Spillerne skal i kampe have lov til at prøve deres evner af og opfordres til at spille sig ud af situationer – offensivt såvel som defensivt. De skal ikke være (for) taktisk bundet, men videreudvikle evnen til at løse spillesituationerne på banen både individuelt og som holdspillere. De skal kort sagt udvikle sig til dygtigere og klogere fodboldspillere med teknikken i højsædet, og målet er at spille offensiv og boldbesiddende fodbold.

Spillerne skal matches mod de dygtigste jævnaldrende herhjemme og i udlandet, og det vil ske gennem turneringen og stævner samt private kampe.
I hele forløbet bliver vores vigtigste fokus talenterne og deres udvikling – ikke trofæerne
!